Bestemmelsesark

Disse ark er hentet fra Lademanns naturfører

Stemningsbilleder fra engen.

Turen til Esbjerg

Det er ganske vist længe siden holdet var i Esbjerg, men på trods af det synes jeg der bør skrives noget i bloggen om den interessante tur.

Det var en sjov oplevelse at betragte fisk som et studie, i stedet for blot at betragte dem som aftensmad!

Den vinkende sæl (bagerst på stenen), var et muntert indslag i fodringen.

Denne lille fyr faldt jeg for med et brag!

Åens bred

Som det kan ses benytter ænderne de naturlige "trapper" på bredden.

Bredden er meget kuperet og vidner om års slid.

Jeg havde håbet at finde muslingeskaller eller lignende, som bevis fra istiden; men nej, der er intet!

Det ligner næsten stranden ved vesterhavet. Bemærk den ruflede bund, som tydeligt fortæller om meget strøm i vandet.

Planter på engen

Enge og høbjergning"Eng er agers moder", hedder det i ordsproget. Bag folkevisdommen ligger den kendsgerning, at landsbyer og gårde med rettigheder til engstykker gav så meget mere udbytte end de uden, at de kunne ansættes til en højere skattebetaling. Hemmeligheden består i, at græsserne optager mineraler fra engens jord. Disse mineraler følger med høet og kommer atter frem i form af dyremøg. Møget blev spredt på markerne, og de gårde, som havde mest eng, fik også mest gødning. Den sammenhæng var man godt klar over, men først i vores tid har man gennemskuet, hvordan denne "gødningspumpe" kan virke år efter år, generation efter generation, ja århundrede efter århundrede. Det skyldes, at engen modtager nyt mineraltilskud med mudderet fra den årlige forårsoversvømmelse.
Trods denne gunstige virkning begyndte man først højt oppe i Middelalderen at udnytte engstykkerne. Indtil da lå disse våde, ofte oversvømmede arealer hen som ellesump. Da man opdagede, at kreaturerne kunne klare sig gennem vinteren på et foder af tørrede urter, fik man sat slåning, tørring og bjergning af hø i system. Tidligere havde man benyttet tørrede grene med blade på som vinterfoder. Enkelte steder overlevede den skik helt op i det 20. århundrede, og man kan stadig se træer, mærket af løvhøst i f.eks. Bretagne, Slovakiet og Tyrkiet (se løveng), men ellers gik man systematisk over til at fodre med enghø.
I mange tilfælde satte man dyrene ud på engen, når høet var bjerget. De kunne så gå derude og æde løs af den sprøde nyopvækst til hen på efteråret. De to påvirkninger: slåning af hø og eftergræsning med kreaturer, betød efterhånden en sortering af engenes vegetation. Slåning begunstiger planter som hurtigt skyder frem igen, og græsning begunstiger dem, som dyrene undgår (se under overdrev). Den kunstigt skabte engbiotop blev efterhånden til et artsrigt sted med et stort antal lavtvoksende, blomstrende planter, og årsagen er et kulturtryk, som bl.a. består af følgende elementer:
slåning
slåningshyppighed pr. år
græsning
græsningstryk
kreatursammensætning
jordbundstype
oversvømmelse
sammensætning af aflejret mudder

Så længe man opretholder slåning og eventuelt også græsning, bliver engene også ved med at være enge. De betegner i virkeligheden et fastfrosset successionstrin midt mellem rå jord og ellesump. På én måde er der tale om ren natur, for engene er led i det, som er den karakteristiske danske vegetationsrækkefølge. Men på en anden måde er eng en kulturskabt naturtype, som kun kan eksistere i få år uden det kulturtryk, som skabte den.

Eng i dag. I dag er der kun få af de gammeldags, ugødede høenge tilbage, for kvægavl baseret på ekstensiv græsning er ikke rentabel, og selv høslæt med maskiner er det knap nok – i hvert fald ikke med de tilskudsordninger, der bestemmer landbrugets prioriteringer. De tilbageværende stumper bliver i de fleste tilfælde vedligeholdt for amternes og statens regning ved at man lader dem dyrke med økonomisk tilskud. Selv ikke de nyere braklægningsordninger har vist sig at gavne engene, for de forudsætter et fuldstændigt ophør af al dyrkning, hvad der ikke fører til eng, men til skov.

Jeg har taget billeder af forskellige planter og er igang med artsbestemme dem.

Det bliver sikkert nemmere jo større de bliver!

Almindelig Tusindfryd (Bellis Perennis) er en staude med en rosetdannende vækstform. Bladene er omvendt ægformede og helrandede med få, grove takker. Begge bladsider er hårede og lysegrønne. Blomstringen sker gennem hele den frostfrie tid mellem marts og oktober. Blomsterkurven er margueritagtig og sidder for enden af en bladløs stilk. Skivekronerne er gule og rørformede, mens randkronerne er hvide med rødlige spidser. Frøene modner godt og spirer villigt.
Ikke-synlige træk

Rodnettet er groft trævlet og sidder på korte jordstængler, der også danner udløbere.
Størrelse 0,10 × 0,20 m (10 × 10 cm/år), heri ikke medregnet eventuelle udløbere med nye rosetter.
Hjemsted: Planten er vildtvoksende på fugtig og lysåben, næringsrig bund med jævnlig nedbidning af græsser og andre høje urter. Denne tilpasning har gjort den effektiv som deltager i græsplænernes plantesamfund.

Spor

Ligner dette ikke hundespor?


Det ene sæt spor har jeg tydet som rævespor. Det andet er straks værre?

Dette spor er helt klart andespor!

Fugle på engen.

Den lille prik på himlen er en musvåge.
Jeg har forsøgt at forstørre den her :
Musvågen (Buteo buteo) er en større rovfugl. Den findes fra Europa til Asien og er en meget almindelig ynglefugl i Danmark, med over 5000 par. I træktiden (marts-april og september-oktober)passerer yderligere tusinder af musvåger Danmark på deres vej til eller fra Sverige. Ca. halvdelen af de ynglende par i Danmark er standfugle, resten, oftest ungfuglene, trækker til Vest- og Sydeuropa for vinteren.
Musvågen findes over hele landet, men er dog en smule mere almindelig i østdanske løvskove i forhold til vestjyske nåleskove. Den holder til i varieret landskab med både åbne engarealer og skove. Reden bygges i et højt træ i skoven, mens føden oftest findes i det åbne terræn.

Udseende: Musvågen er 51-57 cm, med korte brede vinger med fem "fingre", og med et vingefang på 113-128 cm. Dens hale er lige afskåret og fjerdragten er yderst varieret. Både helt mørke og helt lyse individer ses, de helt lyse individer kaldes også "Børringevåger". Oversiden er oftest ensartet brunlig, mens fuglen ofte på undersiden har et lyst brystbånd. Halen er grålig med mange tværbånd og et tydeligt yderste randbånd. Ved knoen på undersiden af vingen har fuglen ofte mørke pletter, samt mørke randbånd. Musvågen kan let forveksles med Fjeldvågen, der dog altid har hvid overgump, et mørkt bånd over bugen. Mørkt bånd yderst på halen og fjerklædte ben. Hvepsevågen kan også ligne musvågen, men den har slankere hale og et mindre, mere dueagtigt hoved.
Adfærd: Musvågen flyver højt på himlen med stive, ikke ret dybe vingeslag. Den svæver med vingerne udbredt i et fladt "V" i sin søgen efter føden: små pattedyr og krybdyr, regnorme, større insekter, padder, fugle og ådsler. Musvågen er en fremragende termik-flyver; mange svæveflyvepiloter har med held søgt hen, hvor en musvåge har cirklet. Den kan også svæve lavt over terrænet og slå direkte ned på byttet. Fuglen bruger også en jagtteknik, hvor den sidder i et træ, på en pæl, eller en stor sten og venter på et bytte. Specielt om vinteren, langs motorveje, kan man tit se musvåger i denne venteposition, her fungerer de som naturens skraldemænd, da de også lever af de trafikdræbte dyr. Om sommeren kan man være heldig at se musvågen gå eller løbe efter biller og regnorme på jorden. Trods navnet "muser" musvågen ikke så tit.
Musvågens kald høres i yngletiden, det er en høj mijavende lyd: Hi-æææ. De ynglende fuglepar opretholder de bedste territorier. Overvintrende trækfugle, der kommer til landet nordfra i efteråret, opretholder også territorier, som de typisk vender tilbage til år efter år. Men de må tage til takke med de mindre gode territorier, som standfuglene har levnet.

Musvitten sad, hver gang jeg var på stedet, og kvidrede glad.
En musvit (Parus major) kan blive op til 15 centimeter lang. Det er en meget almindelig ynglefugl.
Musvitten ruger i træhuller, i skove eller i redekasser. Den bygger også rede i murhuller, nedløbsrør, tagrør, pumper, postkasser og urtepotter. Den bygger store bløde reder af mos, hår, uld og fjer, og den yngler to gange om året. Første kuld lægges fra først i maj til først i juni, andet kuld i juli med 8-12 rustprikkede hvide æg i hvert.
Musvitten æder insekter og larver, orme, frugter og frø. Om vinteren kan man holde den til i haven, ved at hænge fedt og kødben ud til den.
Musvitten er lidt mindre end en gråspurv. Den er ikke særlig svær at kende fra andre fugle. Musvitten er en mejsefugl. Musvittens næb er kort og spidst. Dens blå-sorte hoved har hvide kinder. Musvitten truer andre fugle ved at strække hals og næb opad, så ser man tydeligt det gule bryst med den sorte stribe. Samtidig bevæger den hovedet, så de hvide kinder ligner truende "øjne".
Musvittens fjender er tårnfalken og duehøgen.
Fasanen så jeg desværre ikke, så dette billede er et gammelt billede, taget for et års tid siden. Til gengæld hørte jeg den meget klart og tydelig, men desværre et sted på den anden bred :(



Fasanen (Phasianus colchicus) er en stor hønsefugl. Fasanen blev importeret til Danmark fra Asien i 1562 af konge og herremænd som et nyt jagtbytte.
Fasanen blev hurtigt udbredt til hele landet, idet en lang række godser indrettede udklækningsgårde (fasanerier) for dem. De blev ofte udruget af høns og efterhånden også af kalkuner. Efter nogle generationer lærte fasanen helt at klare sig selv, og fra 1840 har den ruget vildt i vort land. Der yngler cirka 250.000 - 300.000 par fasaner i Danmark.
Den er dog ikke altid helt populær blandt danske ornitologer, da de øvrige danske fugle har betalt en høj pris for dens plads i den danske fauna. Havørnen blev stort set udryddet, fordi den tog fasanerne. En kraftig jagt på ørne og falke generelt for at forhindre deres fangst af fasaner gjorde også at disse fugles mangfoldighed i Danmark faldt kraftigt.
Ikke kun i Danmark er fasanen blevet spredt ved udsætning. Den er nu også almindelig i store dele af Europa og Nordamerikas tempererede egne.
Fasanhanen (kok) vejer cirka 1.100 - 1.600 gram, hønen 800 - 1.300 gram. Hannen er meget farvestrålende og spraglet. Den har blåsort hoved og hals, og hovedets sider er røde. Ryggen er rødbrun med sorte og hvide bånd. Bugen er sort og brystet er kobberrødt. Halen er lang og brun. Fasankokken kan også have en hvid halsring. Hunnen er derimod mere dæmpet med en gråbrun farve med mørke pletter og bånd.
I Danmark er fuglen udbredt overalt, dog med hovedvægten på øerne og Østjylland. Den kan klare sig mange forskellige steder, men foretrækker åbne områder, eventuelt med spredte buske og hegn. I skoven findes den primært hvis der er "åbne" steder.
Fasanen spiser lidt forskelligt alt efter årstiden. Om sommeren kan insekter og andre smådyr udgøre en væsentlig del af føden, mens den om vinteren primært lever af plantefrø. Den spiser gladeligt frø fra både vilde planter og korn.

I følge oplysningsskiltet ved min biotop, skulle der være mange vipstjærte på området. Det er dog ikke lykkedes mig at se en eneste, men jeg kigger ufortrødent videre.